Mere om parterapi

Når vores følelser stikker af med os, mister vi evnen til at se klart - og det er her at skænderier, misforståelser, voldsomme følelsesudtryk kommer i spil. I disse situationer er vores såkaldte mentaliseringsevne under pres. Mentalisering er et begreb, som handler om evnen til at “se sig selv udefra og andre indefra”. Det er en væsentlig faktor for at kunne forstå sig selv og andre. Vi har alle områder, hvor vores evne til at være i os selv udfordres og problemer opstår enten i os selv eller i relation til andre. Gennem parterapien kan du blive klogere på at genkende dine følelser, regulere dem og udtrykke dem for på den måde at opnå større forståelse af dig selv og derved være i bedre kontakt med din partner og med andre. 

Den måde vi er sammen med andre på hænger sammen med, hvad vi har lært om kontakt - vores såkaldte tilknytningsmønster. Specielt i de helt nære relationer kan vores tilknytningsmønster skabe uro. Er du f.eks. god til at være selvstændig, kan det være svært at åbne dig for din partner. Det modsatte kan være tilfældet, hvis føler du dig utryg, når du ikke har din partner nær dig, så kan det være du bliver unødigt afhængig eller din partner føler sig begrænset. Via parterapi kan du blive klogere på, hvordan dit tilknytningsmønster har betydning for dine reaktioner i dine relationer og på hvilken opgave du står med nu og her, som du kan udvikle dig med.

Vejen frem

Med udgangspunkt i Den anerkendende Dialog, Emotionsfokuseret terapi og mentaliseringsfokuseret parterapi vil jeg hjælpe jer til at opdage hinanden på ny.

I parterapi vil vi arbejde med at genkende det uhensigtmæssige mønster I kommer ind i, når det bliver svært mellem jer og at opdage, hvordan nye måder at handle på/lytte på/registrere den anden på kan være med til at mindske den negative cyklus i samspillet. 

Vi vil arbejde med, at I møder hinanden på en ny måde. Ved at udvide det emotionelle rum vil I opleve at komme tættere på hinanden og få en større forståelse af, hvad der er i spil, når I oplever, at det bliver svært mellem jer. I stedet for at vende jer væk fra hinanden vil I opleve, at I kan vende jer mod hinanden og blive et samlet team i forhold til det problematiske. 

Fokus vil glide frem og tilbage mellem det som er vanskeligt, det som fungerer godt og det som udvikler sig glædeligt.

Parterapi kan også bruges til at tage ordentligt afsked med hinanden og jeres forhold. Har I børn kan terapien benyttes til at skabe de bedste forudsætninger for det videre samarbejde omkring jeres børn. 

Relevant litteratur